Bronze erstattede sten i våben. Historisk set udviklede sværdet sig i bronzealderen og udviklede sig fra dolken; de tidligste eksemplarer dateres til omkring 1600 f.Kr. Det senere jernaldersværd forblev temmelig kort og uden krydsskærm. Spathaen, som den udviklede sig i den sene romerske hær, blev forgængeren for det europæiske middelværdssværd, der først blev vedtaget som den, og kun i den høje middelalder, udviklet sig til det klassiske bevæbnende sværd med krydsvagt. Tidlige jernaldersværd var markant forskellige fra senere stålsværd. De var arbejdshærdede, snarere end slukkehærdede, hvilket gjorde dem omtrent det samme eller kun lidt bedre med hensyn til styrke og hårdhed til tidligere bronzesværd. Dette betød, at de stadig kunne bøjes ud af form under brug. Jo lettere produktion dogog den større tilgængelighed af råmaterialet tillod produktion i meget større skala.
Authors: Peter Skalfist
Belongs to collection: Historie om våben og militærteknologi siden starten
Pages: 136