Efter legalisering vedtog kirken de samme organisatoriske grænser som imperiet: Geografiske provinser, kaldet bispedømmer, svarende til den kejserlige regerings territoriale opdeling. Biskopperne, der var placeret i større bycentre efter præ-legaliseringstradition, fulgte derfor hvert bispedømme. Biskopens placering var hans "sæde" eller "se"; blandt seerne holdt fem særpræg: Rom, Konstantinopel, Jerusalem, Antiokia og Alexandria. Prestige for disse se var afhængig delvist af deres apostoliske grundlæggere, hvorfra biskopperne endelig var de åndelige efterfølgere, fx St. Markus som grundlægger af See of Alexandria, St. Peter of the See of Rome osv. Der var en anden væsentlige elementer: Jerusalem var placeringen af Kristi død og opstandelse, stedet for et råd fra det 1. århundrede osv.,se desuden Jerusalem i kristendommen. Antiokia var det sted, hvor Jesu tilhængere først blev mærket som kristne, og det blev brugt på en nedsættende måde til at skælde efter Jesus Kristus. Rom var hvor SS. Peter og Paul var blevet martyrdød (dræbt), Konstantinopel var det "nylige Rom", hvor Konstantin havde flyttet sin hovedstad ca. 330, og til sidst havde alle disse byer vigtige levn.
Billede 190B | Spektrum af kristologisk overbevisning i den sene antikhed Rafy / Attribution-Share Alike 3.0 Unported
Forfatter : Stephen Baskolan
Referencer:
Historie og udvidelse af kristendommen fra dens oprindelse til det 5. århundrede
Kommentarer
Send en kommentar